Elevpraktik logo

Erhvervspraktik ved hospitalet, forsvaret og beredskabet

Der er mange muligheder for erhvervspraktik på hospitalerne, i forsvaret eller hos beredskabet. Går du med tankerne om at blive sygeplejerske, læge, soldat, brandmand eller lignende, så gælder det om at komme ud og prøve jobbet af!

Processen for at få en erhvervspraktikplads hos ovennævnte muligheder er dog lidt anderledes. Normalt hvis du vil søge om en praktikplads hos en virksomhed, en børnehave, eller lignende, så vil du typisk bare tage direkte kontakt til det pågældende sted.

Hospitalerne, forsvaret og beredskabet tilbyder hvert år mange erhvervspraktikpladser, men de udbyder pladserne på en mere struktureret måde, fordi de får så mange henvendelser. Det betyder at de hvert år har et bestemt antal praktikpladser ledige, og kun tager imod praktikanter i en bestemt periode på året.

For at komme i erhvervspraktik ved dit lokale hospital, forsvaret eller beredskabet så skal du kontakte din lokale UU-afdeling (Ungdommens Uddannelsesvejledning) eller UU-vejleder. De har typisk en speciel "blanket" (A4 papir eller online formular) som du skal udfylde med dine ønsker til erhvervspraktik. Derefter sender UU din blanket til f.eks. forsvaret eller hospitalet.

For at hæve dine chancer for at få praktikpladsen, er det en stor fordel at kontakte din UU-vejleder lang tid før du skal i praktik. Processen kan tage lang tid og praktikperioderne kan være begrænsede.

Du kan også læse mere om erhvervspraktik hos forsvaret her. Hospitalerne og beredskabet har desværre ikke en officiel side med information om deres praktiktilbud. Kontakt din UU-vejleder for spørgsmål dertil. Hvis du er i tvivl om hvad din UU-afdeling hedder, kan du bare søge på Google efter "UU BYNAVN" (og selvfølgelig erstatte BYNAVN med navnet på din by), eller søge efter din UU-vejleder her.