Et fritidsjob er et arbejde som man har i sin fritid, typisk ved siden af at man går i skole. Man skal som hovedregel være fyldt 13 år før man må starte på et fritidsjob, men selvom man er over 18 år kan man stadig have et fritidsjob. Er du under 18 år kan fritidsjobs beskrives som en ungarbejder stilling, eller at en virksomhed søger en ungarbejder.
Er du interesseret i at begynde at tjene dine egne penge så du kan købe hvad du har lyst til og få mere frihed? Så er et fritidsjob en rigtig god ide.
Udover at være en mulighed for at tjene penge, får du også meget andet ud af at have et fritidsjob. Når du senere skal have et rigtigt job er det en stor fordel at have tidligere erhvervserfaring på sit CV, altså at have haft et fritidsjob eller ungarbejde tidligere. Det kan bl.a. være med til at vise at du er ansvarlig og motiveret, samt gøre virksomheden mere tryg ved at hyre dig, fordi du allerede har erfaring ved at arbejde på en arbejdsplads.
Derudover lære du personligt rigtig meget ved at være ungarbejder og have et fritidsjob som vil gavne dig resten af dit liv. Det kan bl.a. være i sociale sammenhænge hvor du kan blive bedre til at tale med og samarbejde med voksne mennesker.
Du vil bl.a. lære om hvordan det er at have en chef som man skal modtage opgaver fra og udføre på den måde som vedkommende ønsker det. Det er noget som langt de fleste bøvler med hele deres liv, så ved at have et fritidsjob tidligt får du god læring og et skridt foran dine kammerater.
Hvis du er under 13 år gammel og gerne vil være ungarbejder og have et fritidsjob har du desværre ikke så mange muligheder. Du kan i nogle enkelte tilfælde få tilladelse til at arbejde ved f.eks. sportsaktiviteter og opvisninger, men som udgangspunkt er fritidsjobs ikke tilgængelige for unge under 13 år.
Det betyder også at hvis du er i f.eks. praktik som 12-årig, så må du ikke lave noget som kan klassificeres som arbejde, men kun være med i undervisningssammenhæng.
Selvom du måske føler dig klar, er reglerne desværre ikke til at lave om på. De er sat op for at beskytte dig og fordi det vurderes at være vigtigere, at du bruger din energi på eksempelvis skole og leg.
Hvis du ikke kan vente med at få et fritidsjob og begynde at tjene penge, er det bedste du kan gøre at bruge din tid på at lære så meget som muligt. Det kan f.eks. være om en konkret virksomhed, eller job som du gerne vil arbejde ved ved når du bliver 13 år.
En anden mulighed er at købe bøger, eller søge på Google og Youtube, efter viden om noget du kan øve dig på. Det kan være at lære om forskellige værktøjer, programmer eller andre færdigheder.
Det kan f.eks. være at lære at lave grafisk design, hjemmesider, musik, kode, videoredigering, fotoredigering, markedsføring på sociale medier, lære et nyt sprog eller lignende.
Hvis du lære en af ovenstående kompetencer vil du potentielt have mulighed for at få nogle helt andre typer fritidsjobs end de normale, og måske endda få meget mere i løn end en normal ungarbejder.
Som 13, 14, 15, 16 eller 17 år gammel er det en perfekt alder at få et fritidsjob i. Pga. overenskomsterne i Danmark er dit lønniveau når du er under 18 år væsentligt lavere end hvis du er over 18 år gammel, hvilket gør det attraktivt for mange virksomheder at have dig ansat.
Også selvom du aldrig har prøvet at udføre det arbejde som du bliver ansat til, kan du hurtigt spare virksomheden for penge, fordi du kan gøre at chefen eller en anden voksen ansat kan bruge sin tid på mere vigtige ting mens du kan udføre de nemmere opgaver.
Der er dog mange regler som ungarbejder, som bestemmer at du kun må udføre arbejde, af lettere karakter og ikke må lave tunge løft. Særligt når du er 13-15 år er reglerne mere strikse. Det er dog som udgangspunkt din arbejdsgiver, der skal være opmærksom på og følge reglerne, men det er altid godt at kende sine krav og rettigheder.
Du skal være opmærksom på at hvis du ikke har afsluttet grundskolen (folkeskolen), så må du ikke arbejde særligt mange timer om ugen fordi du er omfattet af den såkaldte undervisningspligt.
For at undgå at unge bruger deres tid på arbejde i stedet for at læse lektier, har man derfor begrænset tiden man må arbejde til 12 timer pr uge og højst 2 timer på skoledage, når du er omfattet af undervisningspligten.
Leder du specifikt efter fritidsjob eller ungarbejder job i Køge og omegn kan du finde dem her: fritidsjob køge.
Hvis du er over 18 år gammel har du også mulighed for at få et fritidsjob f.eks. ved siden af din uddannelse. Det bliver også nogle gange kaldt et studiejob.
For dig kan et fritidsjob også give en masse fordele, udover selvfølgelig pengene du tjener. Eksempelvis hvis du har planer om at holde sabbatår efter en din uddannelse, vil du have en oplagt mulighed for at få fuldtidsarbejde, der hvor du har et fritidsjob.
Både fordi virksomheden kender dig og stoler på dig, men også fordi at du har prøvet hvordan det er at arbejde hos virksomheden og ved om det er noget du er interesseret i at arbejde ved fuld tid.
På den måde kan du bedre forberede dig til hurtigt at få et job og tjene nogle penge så du kan spare sammen til en rejse, lejlighed, bil eller hvad du går og drømmer om.
Derudover vil mange arbejdsgivere se positivt på at du har brugt din tid på arbejde frem for afslapning, og erhvervserfaring er også et krav ved mange jobs senere hen. Dermed er det en super god start der kan sende dig frem i din karriere.
I Danmark er der ikke en officiel mindsteløn, men lønnen i mange fag og brancher er bestemt af såkaldte overenskomster, som betyder at du har en fast løn. Lønnen er typisk 60-70 kroner i timen hvis du er under 18 år, og 120-130 kroner i timen hvis du er over 18 år, men ikke har en uddannelse.
Derudover optjener du feriepenge, som er 12,5% af din løn. Altså hvis du f.eks. tjener 10.000 kroner om året hos dit fritidsjob, så får du yderligere 1.250 kroner om året i feriepenge.
I et fritidsjob vil du komme til at betale AM-bidrag (arbejdsmarkedsbidrag) af din løn. Det er 8% af din løn som automatisk bliver trukket inden du får udbetalt lønnen. De penge går ligesom normal skat til vores alle sammens skattekasse som er med til at betale for skoler, veje, sygehuse, mm.
Afhængigt af din alder kan det være en god ide at lave et såkaldt CV, som er en dokument der kort fortæller lidt om hvad du har opnået i dit liv. Det kan f.eks. være din uddannelse, hvor du har arbejdet tidligere, hvis du er hjælpetræner i en sportsklub eller lignende.
Har du aldrig haft et ungarbejde før eller gennemført nogen særlig uddannelse, vil det dog i mange tilfælde ikke give mening at lave et CV.
Uanset din alder eller erfaring tidligere i livet er det dog vigtigt at lave en god ansøgning som du kan sende til virksomheden eller aflevere fysisk på deres adresse.
I din ansøgning er det vigtigt at skrive lidt om dig selv, f.eks. hvad du laver i din fritid, samt at skrive hvorfor du ansøger om lige præcis det påfølgende job. Altså skrive hvorfor du er interesseret i at arbejde hos lige præcis den virksomhed.
Hvis du finder et fritidsjob her på siden som du ønsker at ansøge, vil du efter at klikke på “Ansøg” knappen blive præsenteret for de muligheder virksomheden, har ønsket at modtage ansøgningen igennem. Det kan være en email, telefonopkald, eller et uanmeldt besøg.
Selvom der ikke står email, er det alligevel en god ide at forberede en ansøgning. Hvis du besøger virksomheden fysisk er det godt at kunne ligge en udprintet ansøgning, og hvis du ringer vil de også ofte spørge efter at du sender dem en ansøgning bagefter.
Til sidst får du her et par gode råd til dig når du har fået et fritidsjob som ungarbejder:
Ansættelseskontrakt – Selvom det kan virke forvirrende at skulle til at skrive en ansættelseskontrakt, er det altid en god ide at have på plads. En ansættelseskontrakt indeholder en beskrivelse af hvad du skal lave, hvor meget du skal arbejde, hvad du får i løn og lignende punkter. Selvom den ikke er lavet af en advokat, er det godt at have en skriftlig aftale om hvad der forventes af dig i dit fritidsjob.
Hvis I bliver uenige, kan I nemlig altid henvise til den oprindelige aftale der blev lavet da du blev ansat som ungarbejder. Som ung er det ikke dig som skal lave ansættelseskontrakten, men hvis ikke virksomheden har en klar til dig du skal godkende inden du bliver ansat er det en god ide at spørge efter at få lavet en.
Sig nej – Selvom du gerne vil imponere din chef og udføre arbejdet så godt som muligt, er det helt okay at sige nej til opgaver hvis du synes de er for svære, farlige eller hvis de på andre måder krænker dine rettigheder.
Spørg om hjælp – Som nyansat i et fritidsjob vil du ikke altid vide hvad du skal gøre, derfor er det helt okay, og også meget vigtigt, at du sørger for at spørge din chef eller kolleger om hjælp. Det er altid bedre at få forklaret tingene en ekstra gang, end at du går og er i tvivl eller laver noget forkert på jobbet.
Noter din arbejdstid – Der har været flere sager hvor ungarbejdere og unge over 18 år er blevet snydt, fordi deres arbejdsgiver ikke har udbetalt den løn de har krav på. Derfor kan det være en god ide selv at skrive hvor mange timer du arbejder hver gang du er på arbejde, så du selv kan regne sammen om du får løn for alle de timer du har arbejdet.
Forsøg at finde noget du synes er sjovt – Der findes rigtig mange forskellige typer af ungarbejde og andre fritidsjobs, det behøver ikke kun være i et supermarked eller hos den lokale bager. Det er altid værd at prøve at få et fritidsjob, ved en virksomhed som arbejder med noget du er interesseret i, eller synes kunne være spændende at prøve. Også selvom de ikke har lavet et jobopslag, kan du altid prøve at sende en uopfordret ansøgning.
Søger du en ungarbejder kan du GRATIS lave et fritidsjob opslag her på siden for nemt at finde og ansætte din næste ungarbejder eller fritidsjobber.
Lav dit jobopslag gratis på 1 minut her: Opret fritidsjob